Juliana Sommer
april 30, 2023
Kategori: Hund | Kat
Kroniske smerter hos hund og kat

Hvad skal du gøre når du ser kroniske smerter hos hund og kat?

Dyr udtrykker sjældent smerte, og selv hvis de gør, kan de ikke fortælle os hvor og hvornår det gør ondt. Derfor går mange dyr rundt med længerevarende smerter, som ikke opdages. Dette har stor betydning for dyres livskvalitet, da kroppen vil være udsat for konstant stress, som bliver gradvist værre. Derfor er det vigtigt, at man som ejer holder øje med adfærdsændringer, som kan være tegn på smerte. Disse ændringer kommer ofte snigende og lidt ad gangen, hvilket gør dem endnu svære at opdage for os mennesker – men det du særligt skal være opmærksom på er:

  • Ændrede bevægelser

Smerte i bevægeapparatet (knogler, muskler, led, sener) kan komme til udtryk ved f.eks. halthed, stive bevægelser, sænket hoved, pasgang (bevæger for- og bagben på samme side af kroppen frem på samme tid), skævt slidte negle, mm.

  • Mindre kontaktsøgende

F.eks. at dyret ikke rejser sig eller kommer dig i møde, når du kommer hjem.

  • Ændret temperament

Rolige dyr kan udvise tegn på aggressivitet eller omvendt.

  • Reaktion på berøring

Hvis dyret føler smerte ved berøring af bestemte områder, kan den finde på at sige fra ved f.eks. at knurre, hvæse eller nappe ud efter en. Dyret kan også finde på at trække sig eller vise mindre tydelige tegn, som f.eks. at slikke sig om munden, smaske eller gabe.

  • Nedsat appetit
  • Hurtig vejrtrækning
  • Ændring i aktivitetsniveau

Typisk vil dyr med kroniske smerter have nedsat aktivitet. De vil ligge mere ned (evt. ligge sig på andre måder eller andre steder end førhen), bevæge sig mindre og fravælge bestemte bevægelser, f.eks. at gå op ad trapper, hoppe op i bilen eller vindueskarmen, mm.

  • Rastløshed

Man vil også kunne se rastløshed, hvor dyret ikke vil kunne finde ro og vandre rundt i hjemmet.

  • Nedsat pelspleje

Ses især hos kat.

Det er vigtigt at behandle smerte hos dyr ikke kun fordi vi som mennesker har ansvaret for, at vores dyr selvfølgelige ikke skal gå rundt og have ondt, men også fordi det skader deres krop yderligere, frigiver stresshormoner og hæmmer heling.

Kroniske smerter kan være svære at behandle, fordi det ofte er svært at finde årsagen eller fordi smerten er så voldsom, at mild smertestillende ikke vil have effekt. Kroniske smerter kan ende i en tilstand, som kaldes ”wind up”, hvor dyret ikke kan smertedækkes med smertestillende medicin, fordi kroppen over en længere periode er blevet vant til at modtage smertesignaler.

I nogle tilfælde er den bedste mulighed for dyret altså aflivning, men vi dyrlæger ønsker selvfølgelig altid at undersøge alle andre muligheder først. Du skal derfor søge dyrlæge, hvis du bemærker nogle af de ovenstående beskrevet adfærdsændringer, så dyrlægen kan vurdere om hvorvidt dyret vil være tjent med at komme på smertestillende medicin og i så fald hvilket præparat.

Kroniske smerter hos hund og kat.

Kan man give en hund Panodil?

Hunde og katte må kun få det smertestillende lægemiddel, som ordineres af dyrlægen, og det skal være i den rigtige dosis. Hvis man giver smertestillende til sin hund på eget initiativ, risikerer man at maskere alvorlig sygdom, forgifte hunden eller fremkalde alvorlige bivirkninger.

Smertestillende til hunde i håndkøb
Der findes flere præparater, som menes at lindre smerte og berolige dyret, der kan fås som håndkøb på apoteket.

Du skal dog altid rådføre dig med din dyrlæge og få dit dyr undersøgt, hvis du mistænker, at den har smerter. På den måde kan dyrlægen finde det rigtige produkt og dosis til dit dyr samt udskrive en recept på smertestillende.

Smertestillende til hunde med gigt
Gigt rammer de fleste ældre hunde, hvor mellemstore og store racer er mest udsat. Mange hunde kan klare sig uden medicinsk behandling, men i visse tilfælde vil medicin være en essentiel del af at mindske betændelsestilstanden i leddet og reducere smerte. Din dyrlæge vil vurdere hvilket af de tilgængelige præparater, som er bedst til din hund, hvormed behandling kan påbegyndes og hundens livskvalitet forbedres.